Jens Walther
Forberedelse og installering af højttalersystem i ”Det lydomfavnende atrium”
AV-installatøren Stouenborg har projekteret og installeret de mange højttalere, der hænger i det lydomfavnende atrium. Amerikanske Meyer Sound har leveret de 187 aktive højttalere, DSP processorer og den software Spacemap Go, som er centralnerven til lyd-styring, placering og bevægelse i den store installation.
Præsentation af installatør og rådgiver
Stouenborg er et firma med adresse i Tåstrup, som laver special installationer indenfor AV, lyd og lys. Grundpillerne i firmaets virke er teater, shows, museer, installation og rådgivning. En del af medarbejderne i firmaet har en uddannelse indenfor teaterverdenen, og det betyder, at historiefortælling med teknik ligger dybt i firmaets DNA. De forstår at binde den tekniske del sammen med den kunstneriske. Stouenborg har for deres rådgivning, design og installation vundet adskillige priser gennem tiden, senest for deres AV-installation i Novo Nordisk fondens Life Campus bygning i Lyngby.
Præsentation af systemet
Det lydomfavnende atrium er et sammenhængende lydsystem med 187 højttalere, hvor lyden specifikt kan sendes til en enkelt eller en gruppe af højttaler, og gruppen kan teoretisk være fra to højttalere til alle højttalere. I overensstemmelse med arkitektur og rumfordeling af bygningen, så kan installationen ud fra fysiske rammer betragtes som en atrium-installation, en gang-areal installation og en cafe/opholdsrum installation.
I atriet er der fem etager, hvor der på hver etage hænger 11 Meyer Sound UP-4slim højttalere i atrium forkanten suppleret med tre USW-112P subwoofere. Atriet har øverst trekantsformede ovenlysvinduer, og her hænger tre af de lidt kraftigere Meyer Sound X-22 højttalere, der peger ned og skyder lyden nedad i atriet. Afstand til højttalere og fordeling af lyden i rum og installation vil betyde, at lydkunst og formidling af lyd vil opfattes ret forskellig i forhold til ens placering i bygningen; oplevelsen ændre sig i forhold til, hvilken etage, du befinder dig på og hvor tæt du er på det rækværk, som skærmer gangareal til det store atrium rum. Højttalerne er netop placeret i kasser, som sidder i rækværket til atriet.
Anders Jørgensen fra Stouenborg er ansvarlig for installationen i den ny UCSyd bygning og han fortæller om den kommende lyd oplevelsen: ”Du vil kunne stå på en etage og få en specifik lydoplevelse ud fra placering i rummet. Lyden kunne f.eks. være ved at lade lyden af nogle bolde strømme oppefra ned gennem atriets etager, eventuelt føre lyden ud på gangarealet på en af etagerne. Teknisk handler det derfor i højere grad om at have lydniveau i systemet end at have lydrækkevidde ned til gulvniveau.”
Gangarealerne er forsynet med Meyer Sound Ashby lofthøjttalere, og i vidt omfang fordelt på alle gang og fælles arealer. Antallet veksler fra etage til etage, og på 1. sal, hvor kantine og det store opholdsrum ligger, hænger der også lofthøjttalere i disse rum. I opholdsrummet suppleret med tre X20 højttalere og 4 USW-210P subwoofere og med direkte adgang til disse, så rummet kan fungere som bar og event rum, hvor højttalerne enten er koblet til eller fra ”det lydomfavnende atrium”.
Ophængning og installation af højttalere
Ophængning af højttalere i atrium rummet har ikke været uden udfordringer. Gelænder, og de langsgående lister, som pryder atriet, er brudt af en række kasser, hvori højttalerne ligger. Højttalerne har ikke kunnet monteres i kasserne, før det grove bygningsarbejde er blevet færdiggjort, men ledningerne til strøm og signal er dog monteret tidligt, mens det var muligt at komme til bagfra kasserne. Derfor er højttalermontering noget af det sidste, der bliver udført i bygningen, inden den bliver ”afleveret”.
Højttalerne kan derfor kun monteres fra forsiden, dvs. fra det høje atrium rum. Stouenborg har til dette monteringsarbejde lejet en høj lift, således at de selv kunne montere højttalerne til og med 2. sal. Men på de sidste to sale og i trekantsamlingen i ovenlys vinduespartiet, som er øverst i bygningen, der måtte de have hjælp udefra. Her fik de hjælp af firmaet Peak Safety, som har specialiseret sig i montering af udstyr og lignende på højdemæssigt vanskelige steder. To mand høj, en sikringsmand, som også hejser højttalere ned til ham, som hænger i klatreudstyr på ydersiden af atriet, op til 25 m over gulvplan. Professionelt og sikkert udført på trods af stor højde. Når højttaleren er monteret, får hver enkelt højttaler lige en hurtig lydtest, mens monteringsmanden stadig hænger ved højttaleren. Her bliver fasen på lyden også registreret, så alt spiller korrekt.
Installation af DSP-styring og kabling af hele systemet
Alt kabling er også udført af Stouenborg, og kablerne fra de mange højttalere bliver samlet i et rum på 2. sal, som samtidig er teknik rum for det indspilningsstudie, som Sonic College vil bruge i deres undervisning. Så her er stoppet med professionelle racks, hvor to af dem huser udstyret til atrium højttaler-installationen. Her sidder der 12 stk. af Meyer Sound’s Galaxy DSP-processorer og en stor mængde strømforsyninger, der fjern strømføder de mange aktive højttalere i atrium installationen. Audio og strøm til hver højttaler er lagt ud i det samme kabel, så højttaleren blot skal forbindes til et 5 polet XLR stik. I lyddistributionen sidder der foran alle Galaxy DSP processorerne en Auvitran konverterboks, som oversætter mellem de forskellige lydformater, som der er i bygningen. Atrium installationen bruger AVB som den digitale protokol, lagt ud i netværksstik, men systemet skal også kunne tilgås via andre protokoller, såsom Dante, AES3 og selvfølgelig analog lyd og her udføre Auvitran konverter boksen sin funktion.
Racks’ene er samlet og gennemgribende testet på Stouenborgs kontor i Tåstrup, hvor de bliver udsat for en 40 dages test med bl.a. tænd/sluk, der sætter godt med stress på systemet. Alt lyttes igennem med pinknoise under installation af rack’sene, som giver en god indikation om eventuelle fejl. Søren Siig er ansvarlig hos Stouenborg for projektering af racks, montering, ledningsterminering og alt det loddearbejde, der ligger i en sådan omfattende installation. Søren fortæller om installationsarbejdet: ”Ideen er, at først designer du systemet, så dokumenterer du det og så bygger du det til sidst. Alt, hvad der er muligt at bygge og teste hjemmefra bliver udført der og der ikke skal være noget i installationen, som ikke er gennemgribende dokumenteret. Alt er gennemtestet, både racks og ledninger, inden det bliver kørt herover. Det gør fejlsøgningsarbejdet langt lettere. Det betyder, at hvis jeg hører om en fejl, så kan jeg starte med det sidste led, dvs. højttaleren, fordi jeg ved, at jeg har testet alt andet.”
Stouenborg har udviklet skabeloner og værktøjer i forskelligt software, som hjælper dem med både design, netværksløsninger og dokumentation af hele installationen. Søren Siig fortæller, at sammen med Bjarne Eskildsen, som monterer højttalere og laver ledningsmontering i bygningen, så har de en indbygget, fælles logik, fordi de har lavet dette så mange år. Logikken handler om nummerering, om installeringsvej rundt i bygningen, om test og procedure; en metode, der i den grad sidder i rygraden og som betyder, at der selv i en omfattende installation som denne stort set ikke laves nogen fejl.