Jens Walther
Lydkunstnergruppen Overhead har ugerne op til indvielse af Campus Kolding arbejdet intenst for at få lydkunstværket implementeret i teknikken og akustikken i det trekantede, høje atrium. Forinden havde de defineret værket, lavet forberedende arbejde og indsamlet lyde, men nu skulle værket have i sit eget liv i rummet og have den rigtige lydmæssige identitet.
Intentionen fra Overhead, Morten Riss og Maria Højlund, har været at få noget uforudsigelighed, noget organisk og noget kaos ind i den ellers velordnede og stringente bygning. Metoden for at opnå det har dels handlet om lydmaterialet, som har haft to parallelle linjer, sammenhængende omkring det organiske, med henholdsvis lyd optaget omkring træet som samlingspunkt og lyd fremført af stemmen efter et bestemt regelsæt. Dels har det handlet om at få en uforudsigelighed ind i selve fremførelsen af værket, en uforudsigelighed, hvor vejr og vind i høj grad vælger sekvenser, sammensætning og bevægelse af lyden rundt i de mange højttalere.
MR: ”Værket handler om et fiktivt lydtræ, som vi har ”plantet” i denne bygning, i dette atrium. Og grundlæggende handler det om at bringe noget uregerligt, noget uforudsigeligt og noget voldsomt ind i bygningen, som ellers er en perfekt betonbygning. Ved at arbejde med naturlige lyde præsenterer vi de studerende for verden udenfor, som netop er uregerlig. Og til tider kaotisk og ukontrollerbar.”
MH: ”Det her er jo et uddannelsessted, hvor alle kommer med hver deres stemme. Men samtidig er der også et fællesskab, som de studerende opbygger igennem et læringsmiljø som det her. Det har vi forsøgt at lave om til lyd, med stemmeoptagelser, som hver især har deres individuelle karakter, men som optræder i et fælles rum. Vi har fået stemmerne diffuseret ud i alle disse højttalere, som der i atriet, så stemmerne i kraft af deres identitet og placering bliver individuelle, men samtidig også fælles pga. akustik og klang.”
I det nye atrium er der flere kunstværker, fra lofthvælvingen med de trekantede ovenlysvinduer hænger der tre skulpturelle vanddråber og uden på bygningen har firmaet Kollision lavet en lysinstallation, som i høj grad er styret at vejrdata. Så det organiske går igen i alle tre kunstværker og Overhead er inspireret omkring, at der har været et samarbejde kunstnerne imellem. I særlig grad har lydkunstnerne samarbejdet med Kollision, så den vejrdata, som de indsamler udvendigt på bygningen, og som bliver brugt til styring af lysværket, den samme vejrdata bliver brugt til styring og uforudsigelighed i lydværket. I vejrdata indgår både vind, lys og regn som en faktor, der styrer værkerne.
MH: ”Vi har kunnet arbejde sammen, fordi de to kunstværker er lavet på samme tid. Det er noget helt særligt, at man laver noget i en helt ny bygning og at vi har kunnet samarbejde med Kollision omkring at bruge den samme vejrdata og forhåbentlig også få de to værker til at spille sammen.”
Inspiration, udfordringer og proces
Lydkunsten kommer i det daglige til at integrerer med bygningen og selvfølgelig påvirke alle de studerende, stab og besøgende i Campus Kolding UC-Syd. Lydkunsten er i dette tilfælde ikke en installation, som spiller i en kort tid, og derefter pilles ned igen. Kunstværket har et langt liv foran sig i bygningen og derfor er grebet med at lade udefra kommende impulser, i det her tilfælde vejret, spille en afgørende rolle for afvikling og fremførelse af værket vigtigt, for med dette vil værket være i konstant forandring og stort set aldrig gentage sig selv. Det vil stadig bevare sin kunstneriske profil, fordi der er lagt vægt og tanke bag lydoptagelser, lydvalg, sekvenser og lydmix af de forskellige elementer. Både Morten og Maria fortæller, at netop ved at overlade gradvis styring af værket til vejrdata har være en inspiration for dem og på ingen måde rykket ved deres integration og ejerskab af værket.
De beskriver begge, at udvikle og gennemtænke hele ideen og grebet omkring dette lydværk faktisk har været det vanskeligste. Derimod har færdiggørelsen af værket i selve atriet været besværligt, men ikke overraskende for de to kunstnere. De er vant til den proces, hvor deres ideer skal overføres til et rum og er derfor åbne over for de besværligheder, som det kan give.
MH: ”Det er vigtigt undervejs i processen at huske på, at det, som vi oplever inde i computersystemet, når vi arbejder hjemme på værket, er ret forskelligt for det, som vi kommer til at opleve i selve rummet. I rummet skal vi i høj grad lytte til, hvad der akustisk virker her. Hvordan får vi den oplevelse af, at lyder kommer herfra og går derhen. Det er ikke nødvendigvis ved at tegne en lige streg i programmet. Her er lyd besværlig at arbejde med, det er grundlæggende sådan, det er. Det kræver langsommelighed og tid, især omkring hele tiden at prøve af og lytte efter, hvad der fungerer i rummet. Her er det godt at være to, så den ene kan lytte og den anden kommer med nye forslag udført i programmet.”
MR: ”Det vanskeligste har været at komme med det kunstneriske greb i den her bygning og installation, for mulighederne er uendelige. En ting er at lave noget til en midlertidig udstilling, men det her skal køre i lang tid, og der er mennesker, der skal høre på det her hver dag. Det har været det mest udfordrende. Processen har været rigtig fin og der har været tid til at lave alle de eksperimenter, som installationen krævede. Vi afleverede faktisk også værket et par dage før tid.”
De to lydkunstnere er yderst tilfredse med lydværket, og har undervejs i processen og på selve indvielsesdagen fået en inspirerende og positiv respons på værket fra studerende og besøgende i bygningen. De nævner begge, at selve teknikken og lydkvaliteten af lydsystemet har været en fornøjelse at arbejde på.
