Jens Walther

Indvielse af ”Det lydomfavnende Atrium” og UC SYD Campus Kolding

Efter planlægning, installation og ophængning, programmering og selvfølgelig forberedelse af lydkunstværket oprandt dagen, hvor det hele skulle indvies. Tirsdag d. 6 september var den store festdag, hvor hendes kongelige højhed Prinsesse Mary, Koldings borgmester, byrådet, forvaltningen, byens pinger og selvfølgelig studerende og personale på fire uddannelser, som har til huse i den nye UC-Syd bygning, kunne åbne denne bygning og lytte til den fantastiske højttalerinstallation.

De studerende og personale havde allerede taget bygningen i brug nogle dage i forvejen og bl.a. gjort klar til, at lyd og lys skulle festliggøre det øjeblik, hvor Kronprinsessen satte det hele i gang. Ikke med at klippe en snor, men derimod ved at Kronprinsessen trykkede på en stor, centralt opstillet knap, som satte gang i de næsten 200 højttalere i denne atrium-installation. I dette øjeblik var det rent faktisk ikke lydkunstværket, som blev spillet, men et ”indvielsesværk”, som de studerende fra Sonic College havde sat sammen, og som på bedste vis viste formåen og mulighederne i højttalerinstallationen.
Kronprinsessen blev af de forskellige studerende vist rundt i bygningen og alle dens faciliteter. Da hun mødte de studerende fra Sonic College på 3. sal, hvor lyddesigner uddannelse holder til, fik hun en snak med et par udvalgte studerende om uddannelse og faciliteter, og det var i denne sammenhæng, at lydkunstværket blev præsenteret og officielt afspillet for første gang på højttalerinstallationen.
Kronprinsessen besøgte også flere af studierne på lyddesigner uddannelsen, bl.a. den imponerende Dolby Atmos biograf, hvor der eksempelvis kan sidde op til 80 studerende og overvære et Dolby Atmos mix udvikle sig.

Kunst et adelsmærke for bygningen

Rektor for UC-Syd, Alexander von Oettingen, holdt selvfølgelig tale under indvielsen, hvor han bl.a. sagde: ”Det er en stor glæde, at Kronprinsessen ønsker at tage del i indvielsen af vores campus, for vores fire campusser er meget vigtige for os. Som Syd- og Sønderjyllands største uddannelsesinstitution har vi et stort ansvar, der bl.a. indebærer, at vi skal være tæt på alle i Syddanmark, så uddannelse bliver en mulighed. Med stærke bæredygtige campusser i Esbjerg, Haderslev, Aabenraa og nu Kolding står vi stærkt, når vi i de kommende år skal tiltrække nye studerende”.
Rektor fungerede jo som vært, og da der var faldet ro på Campus lidt senere på dagen fik vi lov at stille spørgsmål omkring bl.a. den mangfoldige kunst, som der er installeret i bygningen, både lydkunst i højttalerinstallationen, lyskunst udvendig på bygningen og den mosaik kunst, som hænger ned i atriet: ”Huset her har kunsten som sit tredje ben, som et af sine adelsmærker. I en uddannelsesinstitution som denne tænker vi meget, men vi har også det æstetiske, og hvor der er æstetik og kunst er der også venlighed, nysgerrighed og innovation. Og så er det simpelt hen fantastisk, hvad 200 højttalere kan skabe af lydoplevelser; jeg håber, at det bliver et eksperimentarium for lyd både for studerende, undervisere, forskere og fagfolk. Jeg ser frem til at følge dem.”

Nem tilgang til udnyttelse af lydsystemet

Lars Tirsbæk har haft et heftigt og travlt år, hvor han har fungeret som overordnet beslutningstager for Sonic College faciliteterne og for Atrium højttalerinstallationen. Han ser med tilfredshed på det, der er opnået og glæder sig til, at højttalerinstallationen får et aktivt liv med forskning, uddannelse og lydkunst som omdrejningspunkt. ”Vi har fået placeret alle disse højttalere i bygningen på en måde, så det ser naturligt ud. Den største overraskelse her i den sidste tid i installationsfasen har været, hvor nemt det er for os brugere og de studerende at bruge systemet. At lave lydrelaterede bevægelse med disse SpaceMaps i softwaren, alt det har været rigtig nemt og de studerende har gået til det med krum hals. Det hørte vi i dag under indvielsen, og det har virkeligt fungeret super godt. Vi har selvfølgelig haft høje forventninger, vi har haft lydkunstnere og nogle studerende til at arbejde på systemet, og det er meget tilfredsstillende at høre, hvor godt højttalerne lyder i rummet.”

Fremtidig forskning

Et fokusområde med denne højttalerinstallation vil blive forskning. Forskning omkring, hvordan lyd influerer på vores dagligdag, og på vores velvære, når vi er i et miljø. En forskningsgruppe sammensat bl.a. med undervisere fra Sonic College har allerede lagt planer for, hvad og hvordan der skal forskes med højttalerinstallationen som centrum og lydgiver. Jonas Kirkegaard er lektor på Sonic College og en del af forskningsgruppen. ”Vi skal bl.a. undersøge, hvordan lyd kan bruges aktivt til at skabe et godt og behageligt læringsmiljø. I bygningen her er der også et lydkunstværk og vi er også meget interesseret i at undersøge, hvad der sker, når folk i deres dagligdag bliver udsat for et lydkunstværk. Vi har billedkunst og skulpturkunst, men kan lydkunst også være med til at bidrage til en bedre æstetisk oplevelse, til at inspirerer og give lyst til at opholde sig i bygningen. Netop fordi installationen af disse mange højttalere er fast, så kan vi måle langtidseffekterne ved både at interviewe, samtale og også observerer de studerende og medarbejdere over tid i forhold til lyd påvirkningen.”