Ansvarlig for undervisningsmodulerne:
- Medieproduktion (2. semester)
- Dynamisk lyddesign (3. Semester, med Niels Böttcher)
- Avanceret medieproduktion (Valgfag på 4. semester)
- IRL (7. semester)
Undervisning
Finn underviser fortrinsvis inden for området medieproduktion. I modulet Medieproduktion underviser han i ”Lyd i fortællinger”, et teoretisk og praktisk grundforløb om lyd til medieproduktioner, og på valgfagsmodulet Avanceret medieproduktion underviser han i ”Lyd til billeder”, samt et workshopforløb sammen med uddannelsen ”Interaktivt Design” på Medie- og journalisthøjskolen.
I modulet ”Dynamisk lyd” underviser Finn bl.a. i teknikker til produktion af jingler og kendinge samt i begrebet lydkunst, og på modulet IRL underviser han i diverse emner relateret til arbejdslivet efter endt uddannelse.
Baggrund
Finn har en baggrund fra en uddannelse i mix og redigering på Danmarks Radio, hvor han har arbejdet først 10 år på diverse radioprogrammer, særligt børne- og ungdomsprogrammer samt radiomontager og derefter 10 år på TV i DR Design, hvor han bl.a. producerede mere end 100 kendinge til både radio- og tv programmer.
Siden 2006 har Finn bestyret firmaet Mastermind Production ApS, som producerer lyd og musik til alle typer af medieproduktioner, f.eks. den musikalske åbning af det danske melodigrandprix tre år i træk, lydproduktion til spillet Hitman for IO interactive, samt lyd og musik til en lang række af museer og udstillinger, f.eks. Horsens Statsfængsel, Geocenter Møns klint og Naturama i Svendborg.
Finn har desuden en musikalsk baggrund med en lang række kurser i komposition og lancerede i 2012 internetsitet symphonicplayground.com, hvor klassiske musikere kan øve og indspille værker ved at udelade en stemme i et værk og indspille sin egen.