Lars Tirsbæk, Class ’15
Sideløbende med mine studier på Sonic College, havde jeg mange småjobs, langt de fleste var freelance hvor jeg løste en masse forskellige opgaver, alle relateret til lyd og musik.
Starten
I efteråret 2012 tog jeg beslutningen om at starte selvstændigt sideløbende med mine studier. Efter grundige overvejelser og vejledning hos DMF (Dansk Musiker Forbund), besluttede jeg mig for at det var det rigtige for mig. Hvorfor så det?
Jeg havde gennem en længere periode haft rigtig mange freelance opgaver og gik med drømme om at investere et større beløb i udstyr til mit studie. På grund af dette var der en række fordele ved at starte med egen virksomhed.
Fordele
Skat og SU
En af fordelene ved at starte op med en enkeltmandsvirksomhed og cvr nummer, var at jeg fik mulighed for at lave mit regnskab adskilt fra min privat økonomi. Dette betød blandt andet at jeg havde noget lettere ved at undgå grænserne for fribeløbet(SU) mens jeg studerede. Da SU kun ser overskuddet fra min virksomhed. De ser altså ikke mellemregningen.
Professionel
En anden stor fordel som jeg ikke havde set komme, var at jeg af mange i branchen, pludselig blev taget meget mere seriøs. Jeg fremstod pludselig professionel, på lige fod med mine konkurrenter i branchen. Dette betød at mit netværk udviklede sig rigtig meget, i forbindelse med opstarten af min virksomhed.
Moms
Som tidligere beskrevet, stod jeg foran en række større investeringer i udstyr. En af fordelene ved at starte med mit firma, var at jeg fik mulighed for at modregne momsen. Altså jeg sparede 25% på mine investeringer i forhold til tidligere. Momsen troede jeg faktisk ville blive en ulempe, da jeg forventede at de ekstra 25% som jeg skulle pålægge mine regninger, ville gå fra min indtægt, men da størstedelen af mine kunder også er virksomheder(=momsregistrerede) viste det sig hurtigt, at momsen ikke blev et problem, jeg endte med at stå med den samme fortjeneste, da mine kunder også kunne trække momsen fra.
Ulemper
Dagpenge
Ved at vælge at have virksomhed, fravælger man nogle andre muligheder. Man fravælger eksempelvis retten til at modtage dagpenge og anden understøttelse. Hvis man som selvstændig vil have dagpenge, skal man lukke sin virksomhed. Men her var jeg meget afklaret, jeg troede så meget på mig selv og projektet, at jeg ikke kunne se mig selv som dagpengemodtager, og derfor var dette ikke et problem for mig.
Regnskab
En anden ulempe er at man som selvstændig skal føre regnskab. Dette tager tid, og der er mange regler som man skal sætte sig ind i, hvis man vil have de økonomiske fordele, som der er ved at være selvstændig. Under min uddannelse på Sonic College, blev jeg præsenteret for regnskabs systemet Billys Billing. Billys Billing er et online regnskabssystem, som hjælper med at holde styr på indtægter og udgifter. Det er super simpelt og programmet har betydet at jeg uden den store viden om forskellige regler, selv har kunne føre mit regnskab de første år. Helt uden udgifter til en revisor. Nu er situationen dog den at jeg skal have revision på mit regnskab da omsætningen efterhånden er så stor at SKAT kræver det. Men dette er også noget nemmere når jeg bruger Billys Billing. Jeg laver selv regnskabet, men har en revisor til at godkende det. Det er væsentligt billigere end at få en revisor til at lave regnskabet.
Arbejde og uddannelse
Som skrevet tidligere, startede jeg allerede med virksomheden mens jeg stadig var i gang med min uddannelse. Uddannelsen tager største delen af ens tid, men med den rette indstilling, kan man sagtens finde den nødvendige tid til at arbejde ved siden af. Det er selvfølgelig på bekostning af ens fritid, men for mig har arbejdet i virksomheden været min hobby, og jeg har derfor aldrig følt at jeg mistede noget ved at arbejde ved siden af studierne, tværtimod. Når man arbejder med opgaver som relatere sig til uddannelsen, har min oplevelse været, at man i mange undervisningssituationer, har fået lidt mere ud af undervisningen, da det har været muligt at relatere undervisningen, til opgaver som man beskæftiger sig med ”i den virkelige verden”.
Efter uddannelsen
Da jeg var færdiguddannet i januar 2015, skulle jeg i gang med at arbejde fuldtid. Fordi jeg havde været i gang inden, var jeg i den lykkelige situation, at jeg startede med en masse opgaver i kalenderen.
Esbjerg Ensemble
Jeg havde på daværende tidspunkt arbejdet to år for Esbjerg Ensemble, hvor jeg havde været ansat som studentermedhjælper, og arbejdede med deres digitale kommunikation. Ensemblet valgte at bibeholde vores samarbejde, og i dag står jeg blandt andet for at videreudvikle deres digitale profil, og jeg har ansvaret for deres digitale koncertsal, EE Music Box, som er en YouTube kanal hvor der hver torsdag udgives en ny koncert. Dette betyder at jeg optager både video og lyd på alle ensemblets sæsonkoncerter, og står for redigeringen af optagelserne. Jeg står også for videoproduktioner i forbindelse særlige projekter, og i de situationer hvor ensemblet skal forstærkes, har jeg også ansvaret for dette. Alt i alt en masse spændende opgaver.
Livelyd
Et andet af mine primære beskæftigelsesområder har været(og er stadig) livelyd. Jeg har som freelance lydteknikker lavet lyd på et hav af forskellige festivaler og artister. I løbet 2015 lavede jeg blandt andet lyd for/til: Hit med 80’erne, Sommersang i Mariehaven, Varde Open Air, Sannes Bedste, 80’erne lever, og Neighbours and Friends. Det blev i 2015 til mere end 50 livelyd jobs. I kalenderen for 2016 er der på nuværende tidspunkt mere en 60 livelyd jobs.
Mix og Mastering
Da jeg blev færdig på uddannelsen blev der tid til at arbejde endnu mere med mix og mastering. Det er rigtig svært at etablere sig som mix og mastering teknikker, da de fleste kunder gerne ser at man har en lang reference liste. Som ”ny i branchen” er det derfor ofte svært at få fat i nye kunder. Jeg har været i den lykkelige situation at jeg har haft et godt netværk, hvor jeg har kunne få en del af denne type opgaver, så stille og roligt er jeg ved at etablere mig også på dette område.
Undervisning
Jeg har altid været meget glad for at undervise og formidle, da jeg studerede på Sonic College, fik jeg mulighed for at være hjælpeunderviser i flere situationer, blandt andet under min praktik hos Holger Lagerfeldt, hvor jeg var hjælpeunderviser i hans undervisning. Efter endt uddannelse er der kommet en del mere undervisning til, jeg underviser blandt andet på Artlab som er Dansk Musikerforbunds Kursuscenter og jeg er blevet modulansvarlig underviser på Sonic College, hvor jeg står for modulet Avanceret Studieproduktion, her underviser jeg blandt andet i mix og mastering.
Videoproduktioner
Et område som fylder meget i min dagligdag er videoproduktion. Jeg laver rigtig meget video, mest af alt video produktioner hvor musik er i fokus, eksempelvis koncertoptagelser. Jeg laver også små dokumentarer og kunstner portrætter. Største delen af de videoer jeg laver, laver jeg for Esbjerg Ensemble, men jeg har også fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med andre kunstnere. Et sjovt projekt som jeg selv er rigtig glad for, var optagelser med trommeslageren Casper Mikkelsen. Vi optog ham spille trommesolo i Ribe Domkirke, som har en meget lang rumklang. Dette kom der nogle meget fine videoer ud af.
Fremtiden
Fremtiden ser rigtig godt ud. Der er masser af arbejde i kalenderen, ja faktisk så meget at jeg er nød til at hyre andre freelancere for at nå de ting som jeg skal.
Jeg håber at jeg kommer til at lave mere mix og mastering, da det er det, som jeg virkelig brænder for, men som tidligere beskrevet er det en hård branche, men jeg tror på at det skal nok lykkes. Her i foråret 2016 får jeg en praktikant fra Sonic College, det glæder jeg mig meget til.