Søren Andreasen, Class ’15
Da jeg sad i Bergen sidste sommer efter at have bygget en samplemaskine med knapper og lys til et jazz band, skrev jeg en spontan besked til Brian Crabtre, manden bag Monome. Jeg ville lære mere om det fysiske såvel som programmeringsdelen af at bygge instrumenter. Ikke længe efter dumpede der et svar ind som var særdeles positivt stemt over for mit initiativ. Vi skrev lidt frem og tilbage, og før jeg vidste af det havde jeg bestilt flybilletter til New York.
Da jeg landede i februar spenderede vi den første uges tid i ”byen” (som de kalder NYC) – alt andet er ”the country”. Den stod på jetlagtilpasning, sociale møder og nørde sessions med Trent Gill (Monomes eneste ansatte), Peter Segerstrom (Portable Sunsets) og mange andre Monome relaterede folk.
Efter en uges mingling dro vi nordpå til farmen hvor Brian og Kelli, der ejer Monome, bor. Når man går rundt i huset går det op for en hvor meget personlighed de egentligt lægger i deres arbejde: stilen er minimalistisk, flot og let anvendelig.
Vinter/forår 2014 var en spændende og hektisk tid jeg kom derop i: de havde netop lanceret et helt nyt og anderledes produkt, Aleph, en lydcomputer som var en åben legeplads for programmører og udviklere. Jeg fik hurtigt fornemmelsen af hvor meget tid, penge og energi der var gået i udviklingen af denne maskine, og selv efter flere timers fumlen rundt med den var den ikke blevet meget mindre mystisk. Det tog mig uger før jeg følte jeg forstod hvad den var, og ikke var, i stand til.
Eftersom jeg ikke kunne bruge alt tiden på at fedte rundt med Aleph’en, blev min første opgave at bekendtgøre mig med deres ”Arc”. En controller med få luksusdrejeknapper i den fineste og mest følsomme opløsning man ikke finder lignende andre steder. Den virker ved første øjekast lidt mere som et flot møbel end et brugbart instrument, men så snart jeg fik tag på den slog det mig hvor genial den er. For hver drejeknap sidder 64 små LED lys og omringer knappen. Hvert af disse lys har 15 niveauer, og hvert kan styres individuelt med få enkelte OSC (open sound control) beskeder.
Da de havde mange Arcs på lager, fik jeg besked på at lave et program samt en musikalsk video, med den hensigt at skabe lidt fokus på maskinen. Det skal nævnes at de kæmper en brav kamp fra måned til måned med at få økonomien til at gå op, og hver enhed de sælger har stor betydning. Med udgangspunkt i en Arc 4 (4 drejeknapper) gav jeg mig i kast med at modificere en af Brians programmer til at møde lige netop det jeg gerne ville have den skulle kunne. Efter et par timers programmering skød vi en kort video i køkkenet hvor jeg spiller på Arc’en:
Monome er enestående særligt i kraft af sit stærke fællesskab på deres eget forum. Her har de løbende direkte kontakt med en stor andel af brugerne verden over. Min Arc video kom op på forummet, og skabte hurtigt ny opmærksomhed på maskinen samt et par nye salg. Det skal nævnes at Arc’en, desværre, ikke er blevet brugt særligt meget i musiske kontekster endnu – i hvert fald ikke hvor folk har lagt programmerne op offentligt. Derfor er det stadig spændende at se når den bruges musikalsk.
http://sorenandreasen.com/wp-content/uploads/2014/09/monome-forum.png
Den første månede gik med at lave reparationer (skifte knapper og lys på monomer, primært) og samle, teste og pakke de nye Aleph’s.
Da den første bølge af solgte Aleph’s var sendt afsted, var det tid til at fokusere på en ny produktion af 128 monomer. Denne gang med 15 intensitetsniveauer for hver LED lys. Det gjorde jeg primært ved at lave et program sammen med Trent, og med hjælp fra Brian, hvor målet var at samle de mest essentielle monome programmer i ét sammenhængende musikprogram. Monome Sum, kom det til at hedde. Det skulle være brugervenligt, intuitivt og hurtigt at skabe interessant musik med. Og så skulle det selvfølgelig udnytte den nye monomes LED opløsning. Det blev til flere sessions i “byen”, hvor Trent og jeg kodede på livet løs, kun afbrudt af spontane restaurantture.
Efterhånden havde vi brugt så meget tid på Monome Sum at Brian gav os en uge til at blive færdige og fokusere på noget nyt.
Jeg blev opfordret til at komme op med nogle idéer til interessante programmer selv, og gik i gang med noget jeg havde leget lidt med forinden. Det var en legende måde at skabe musik på: ved at trykke bestemte figurer skaber man forskellige lydmoduler. F.eks udgør en firkant en tonegenerator. Nedenunder er en lille lille hvor jeg bruger programmet i Brian og Kellis lade:
Det blev lavet i Max/Msp, men primært i Javascript – et tekstsprog som er et godt alternativ til at forbinde objekter frem og tilbage med visuelle ledninger. Det fede ved tekstprogrammering er at man kan lave meget mere på mindre plads. Dvs at tingene ikke fylder nær så meget visuelt på skærmen, og dermed bliver mindre rodede at se på. Det er naturligvis også en helt personlig præference som ikke alle vil se sig enige i.
Programmet blev kaldt ”Triggers”, og fik en positiv modtagelse. Jeg sidder og arbejder med en opdatering løbende som kommer ud engang i efteråret.
Brian og Keli
