Marcus Gyldenløve Kyed

Praktikforløb hos Gyraf Audio, 2024

Jeg har været 18 uger i praktik hos Gyraf Audio i Aarhus. Gyraf Audio, som er ejet og drevet af Jakob Erland, designer og producerer analogt outboard-udstyr – kompressorer, equalizere, clippere mm. – primært til brug i mixing og mastering. Gyrafs produkter bruges af teknikere verden over, og er et meget anerkendt brand indenfor lydudstyr.

Under praktikken har mine arbejdsopgaver bl.a. været produktion, prototyping og optagelse/redigering af demovideoer.

Produktionsopgaverne har f.eks. været montering af elektronikkomponenter, lodning af print, boring af frontplader, bygning af enkelte komponenter (spoler, transformere, metre, kabler mm.), samt montering og samling af alle delene til færdige produkter.

Ved prototyping har jeg deltaget i udvikling af nye produkter ved at opbygge og modificere kredsløb, hvorefter jeg har foretaget målinger på kredsløbet.

Mit arbejde med demovideoerne har handlet om at præsentere produkterne, og demonstrere dem i forskellige relevante brugsscenarier. Videoerne er efterfølgende uploadet til YouTube.

Undervejs i min praktik har jeg flere gange kunnet referere til den alsidige undervisning, jeg har modtaget på Sonic College. Særligt fagene StudieteknikMusikhistorie/-teori/hørelære og Mix/Mastering/Syntese har givet mig viden, der har været nyttig i mit praktikforløb – jeg har f.eks. haft brug for viden om loudness, impedans, audio-elektronik og signalprocessering – alt sammen noget, jeg har fået viden om og praktisk erfaring med på uddannelsen.

Derudover har min tid på Sonic College forbedret min evne til at lytte kritisk, og jeg er blevet mere opmærksom på, hvilke kvaliteter og teksturer, jeg kan lytte efter for at karakterisere forskelligt lydmateriale.

Sidst, men ikke mindst, har uddannelsens fokus på rapportering af projektarbejde givet mig gode forudsætninger for at kunne arbejde struktureret, så jeg har kunnet dokumentere de vigtige ting, jeg har lært gennem praktikforløbet.

Mit praktikforløb hos Gyraf Audio har været en fantastisk og lærerig oplevelse – og det har givet mig et solidt grundlag til at gå ud i branchen, og arbejde professionelt. Jeg har fået mulighed for at bruge uddannelsens faglige stof i virkeligheden, så jeg ved, hvad der forventes af mig, når jeg er færdiguddannet, og skal løse en bred vifte af opgaver.