Maria Hjøllund Hansen

Jeg går på 6. semester og er i fuld gang med mit praktikforløb hos Printz Sound.
Printz Sound er en lille men dygtig virksomhed med base i Filmbyen Aarhus, der
arbejder med lyd til spillefilm, tv-serier og dokumentarfilm fra hele landet.

Lydarbejdet omfatter både optagelser, post-produktion og mix. Virksomheden består af lyddesigner og tonemester Freja samt komponist og re-recording mixer Mathias, der begge er tidligere Sonic studerende. Tidligere projekter omfatter blandt andet ”Hvidstengruppen 2 – De efterladte” og den Oscar-nominerede kortfilm “Knight Of Fortune”.

I mit praktikforløb får jeg lov til at være en del af de forskellige projekter som Printz Sound arbejder på. Jeg har mit eget studie i virksomheden med stereo setup og to skærme. I mit studie er der også et område med forskellige underlag, som kan bruges til at lave foley.

Foley, SFX, og på optagelse med DR

De første fem uger af min praktik arbejdede vi meget intenst på en dokumentarfilm, der lige nu er biografaktuel i København, som en del af CPH:DOX – en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden, der hvert år afholdes i København.

Mine arbejdsopgaver på dokumentaren har været at optage og editere al foley, samt at lave SFX. Jeg har løbende fået vejledning og feedback på mit arbejde fra Freja. Det var en tidspresset opgave, hvor jeg særligt lærte at prioritere hvilke lyde der er vigtige, og mit workflow i Pro Tools blev markant bedre.

Jeg har også været med på optagelse med DR til den 6. sæson af Ramasjangs Ulands kalender med de kendte figurer Hr. Skæg og Motor Mille. Her observerede jeg Freja arbejde, og jeg fik selv lov at boome lidt. Og så blev jeg kastet på dybt vand, da instruktøren spurgte om jeg ville hoppe i kostume og spille Motor Milles klon.

Senere i mit praktikforløb skal vi lave post produktion på hele sæsonen, hvor jeg får lov at lave foley.

Mellem de travle perioder på store projekter får jeg mindre opgaver, så der er hele tiden noget at lave. Lige nu sidder jeg og renser og navngiver wild-optagelser til lydbibliotek, som Freja har optaget i forbindelse med forskellige projekter i udlandet. Jeg har også mulighed for at låne Frejas udstyr til field recordings, så jeg kan opbygge et solidt lydbibliotek, som jeg får med mig efter endt praktik.

Inspiration fra undervisningen på Sonic

På 4. semester på uddannelsen havde jeg Avanceret medieproduktion som mit lange valgfag, og her var Freja ude og undervise os i udstyr og optagelse på set. Jeg har hele tiden vidst, at mit interesseområde særligt var inden for filmlyd og Frejas undervisning var både spændende og inspirerende. Derfor tog jeg kontakt efter undervisningen og var heldig at få praktikplads i hendes virksomhed og lære meget mere af hende.

Indtil videre har det været enormt spændende og givende at være i praktik hos Printz Sound og videreudvikle de færdigheder jeg har tillært gennem Sonic, og jeg glæder mig til alle de kommende opgaver og projekter, jeg får lov at blive en del af i resten af praktikperioden.

Vil du også arbejde med lyd til film og TV?

Hvis du også er vild med at lave lyddesign, så søg ind på Sonic College på optagelse.dk inden 15. marts!